Sider

søndag den 29. september 2013

Lidt opdateringer



Jeg ved snart ikke hvad der er værst.
Og måske alligevel.

Mens far var i Nuuk for at gennemgå tredje operation for brok,
lød han friskere end han har lydt de sidste to uger.
Han fortalte at operationen var gået lige efter planen
og han følte sig godt tilpas.
Han var glad i stemmen og lød helt let.

Dagen efter lød han knap så optimistisk,
var lidt ked af det og havde slet ikke lyst til at tale
med mig i telefonen.
Han fortalte at der var *nogle tal* som ikke var helt gode.
Da jeg spurgte ham hvilke tal,
svarede han : *Det går jo nok*
Jeg ville ikke presse ham til at sige noget
og kort efter afbrød vi samtalen.
Begge samtaler havde en varighed af 1½ til 2 minutter.

Men det er minutter hvor jeg har fået lidt
at vide.

Da jeg ringede til far i fredags, sad han i lufthavnen, i Nuuk.
Jeg anede ikke han var på vej hjem, men han sagde
at han skulle lige høre hvad de sagde over højtaleren,
dog lovede han at ringe så snart han var hjemme igen.
Det var den samtale.
Fredag aften gik og over midnat gik jeg i seng.

Lørdagen gik,
uden jeg hørte fra far.
Af erfaring, ved jeg at ringer jeg til mor og fars telefon
og den bliver taget af min søster, 
så bliver røret ganske enkelt smækket på.

Det er bare så ubeskrivelig, mærkeligt.

 Hen over eftermiddagen i dag ringede far.
Ikke anklagende eller irettesættende,
men noget der minder om det, 
sagde han med det samme at jeg havde råbt og skreget af mor
i telefonen tidligere på ugen.
At jeg skulle ha' skreget til mor at jeg sq ikke tog min mobil
telefon med på arbejde,
at mor havde ringet flere gange til mig om tirsdagen
og at jeg til sidst havde knaldet røret på.
I baggrunden sad min søster og kommenterede det far sagde til mig.
Historien er helt anderledes.
Desværre for min søster, var min datter hjemme da hun
ringede mig op i tirsdags,
så min datter hørte hvad der blev skreget i telefonen
og hun rystede chokeret på hovedet over det.

Alene den rent fysiske afstand
gør jo at vi ikke sidder overfor hinanden og kan se hinanden i øjnene.

Stakkels far der på sin måde sagde : *I må tale sammen*
Her flegnede min søster ud : *Jeg gider kraftstejleme ikke tale med den møg-kælling*
( møg-kællingen er mig )
Jeg sagde til far : *Hvor er det synd at det er dig der skal sige det hele,
for du har nok at se til og du er oven i købet lige blevet opereret*
I baggrunden fortsatte min søster sine eder og forbandelser over mig.

Jeg nåede at spørge far hvordan det går med mor.
Han svarede at hun sov, havde ikke spist p.g.a. sygdommen ( kræft ),
og at hun ikke kan tale men hvisker når hun vil sige noget.

Pludselig begyndte far at sige, at han jo lige var blevet operet
og var kommet hjem *her den anden dag*.
Lige da, lød far uklar.
Det undrede mig !
Og gør det stadig.

Stakkels stakkels stakkels far.

Der er så mange uafklarede tanker og spørgsmål der kværner
i min knold lige nu.

Men alt andet lige, så er jeg af den overbevisning
at sorg har *man* ikke eneret på.

*man* i denne sammenhæng er min søster og far.

Der er tanker som jeg tænkt på mere end een gang.
Svarene får jeg aldrig.
Her tænker jeg på min søster.

Hvad der har gjort at hun er så gal i skralden på,
aner jeg vitterlig ikke.
Oven i det hele fyger det med beskyldninger mod mig
som er grebet ud i den blå luft.
Jeg end ikke kommenterer dem.

Hvis jeg skal holdes ude af mor og fars liv,
som det er nu, 
så giv slip på mig.

Og lad være med at komme med urigtige ting om mig.
Tag hellere og sig hvad det er du eller i forventer af mig.
*du* er i denne sammenhæng min søster.
Jeg er ikke tankelæser.
Som det er lige nu, så er det nedladende og fordømmende og afvisende
henvendelser jeg får over telefonen.

Et ord jeg har løbet panden imod muren flere gange de
sidste par uger er :
Ærlighed.
Hvor blev ærligheden af ?
Den ærlighed jeg blev opdraget med
som jeg nu kan se,
bare er et ord.



torsdag den 26. september 2013

Solen skinner


På denne dejlige dag hvor solen skinner,
har jeg taget en dyb indånding og har valgt at
dagen i dag bruger jeg på mig selv, min datter og haven.

Her en smuk *Stolte Kavalerer*
Billedet blev taget med strakte arme over hovedet !
Ganske godt skudt, hvis jeg selv skal sige det :o)



De grønne blade er osse ramt godt, synes jeg.
Mellem de to stængler, er der en frøkapsel og det er denne
som minder om en bispehue,
Lige nu er der små grønne blade om *bispehuen*



Under * ~ * ses *bispehuen*
Til næste år smider jeg et par frø i jorden,
dog vil den Mirabilis ( Kl. 4 Blomst )
ikke få samme flotte farve som moderplanten,
så spændende bliver det, når den engang blomstrer.



I de forgangne dage er der blevet banket her i hytten.
Det var dér billedet skulle hænge og op kom det ...
men blev taget lige så hurtigt ned igen.
Efter forsøg nr. 5 lykkedes det ...
( godt der er noget der hedder pollyfiller )



På vej hjem i det strålende solskin,
så jeg at der lå en masse ( ! ) planter til afhentning
ude foran et hus.
Jeg kunne snildt have hentet tre murerbaljer fyldt med stauder,
men der skal jo osse være til andre ... så nøjedes med en enkelt murerbalje
fyldt med div. stauder. Og så fik jeg sørme osse stukket en pose i hånden fyldt med
bitte små løg.



Jammen, jeg er måløs ... !



Der er bl.a. store Iris i forskellige farver, flox, dagliljer, store husløg.
Og jow, forresten !
Jeg fik osse en Tudse Lilje.



Ægteparret der deler så gavmildt ud fra deres have, sagde at
alternativet var at køre det på genbrugspladsen.

Mange mange Tak, siger jeg.




lørdag den 21. september 2013

ØV og Hvorfor og ØV



I dag er en øv ~ dag i det familieære tegn.
Jeg ved ikke hvad jeg snart skal tage og gribe i.

Hvorfor må jeg intet få at vide vedr. mors sygdomsforløb,
når alle andre tilsyneladende får besked ?

I sidste uge fik jeg at vide, at mor skulle på alderdomshjemmet om tirsdagen, 
da far skulle afsted til Nuuk for at gennemgå endnu en operation for brok. 
Den tredje af slagsen, 
da de to øvrige er mislykket og han har gener af dem.

Dagen efter, om onsdagen, at far var taget afsted,
 ringede jeg på alderdomshjemmet,
hvor de blev mere end overrasket over at de ikke havde set mor
og spurgte mig,  hvornår hun skulle være der om det var i aflastning.
Med alle antenner ude fortalte jeg,
at hun skulle være der fra tirsdag og frem til far kommer hjem igen.
Hvad der så skal ske derfra, ved jeg ikke.
Vedkommende gik div. lister igennem og fortalte mig så,
at mor var ikke på alderdomshjemmet.

Hvor er hun så ?
Er hun allerede død ?
Mange tanker drønede gennem knolden på mig på nul komma fem.
Hvad er det som gør, at der hele tiden,
med vold og magt,
skal pustes liv i martyr ~ rolle deroppe fra ?
( har min søster i tankerne )


For mig handler det om at respektere et menneske,
sådan som det er.

Jeg har taget nogle valg i mit liv,
og jeg har i forbindelse med de kedelige *oplevelser*
i mors sygdomsforløb, fået skrevet ned at min datter,
til hver en tid det end måtte være,
har ret til at få al den information der måtte være omkring mig.
Hvis jeg skulle blive syg.
Hvis jeg skulle blive indlagt.
Hvis og hvis og hvis ...


I dag har jeg bare lyst til at hive stikket ud.
Når jeg alligevel ikke må få noget at vide, 
hvorfor skulle jeg så orienteres om mors alvorlige sygdom ?
Få en information fra lægen i Grønland 
om at mor har leukæmi og har haft det gennem mange år !
Jeg havde ingen anelse om det.

Under en telefonisk samtale fik jeg yderligere at vide, 
at mor skam da osse havde lymfekræft 
og dette ligeledes gennem mange år !

Lægen lød til at tvivle på at jeg virkelig intet vidste om det !
Det var allerførste gang jeg hørte om det da lægen fortalte mig det.

Første gang jeg fik en flig at vide, 
var da lægen i en mail skrev til mig at mor havde leukæmi og
at hun havde haft det gennem mange år.
Indtil da havde lægen valgt, ikke at svare på mine henvendelser.
Hverken på direkte spørgsmål, eller generelle,
om hun måtte fortælle mig om mors situation,
om hun ville kontakte mig når mor eller far blev indlagt på sygehuset.
Jeg fik en standard skrivelse :
 ... de er blevet ældre ... men ved godt mod ( noget i den stil ).
Under telefonsamtalen fik jeg så at vide, 
at mor osse har lymfekræft og dette igennem mange år.

Hvorfor har jeg intet hørt fra lægen / sygehuset / familien 
selvom jeg har spurgt ind til mors situation
da hun  blev lam for en del år siden ?
Dengang, indtil nu, anede jeg kun om hendes lammelse.

Jeg føler mig sat af sporet og absolut ikke som en del af familien.

Hvorfor skal det være sådan ?


Hvis ønsket er så voldsomt ømt,
at jeg ikke må få noget at vide.
Så forstår jeg ganske enkelt ikke at der hele tiden
skal *prikkes* til mig.

Og da jeg ikke er tankelæser, så tal direkte til mig.

Hvis ønsket er, at jeg ikke må informeres,
så overhold det !


Dog er jeg ikke den eneste, der ikke er klar over
mors situation.
Jeg har talt med flere i familien,
både i Grønland som her i Danmark,
fra de forskellige har jeg fået at vide,
at det i den grad er kommet bag på dem
hvordan mors situation er.


For at vende tilbage til alderdomshjemmet.
Endelig fik jeg fat på far som sagde, 
at det var først om torsdagen, at mor skulle på alderdomshjemmet 
og at han selv skulle afsted til Nuuk samme dag.

Igår kunne jeg ikke få fat på ham via mobilen.

Her til formiddag ringede jeg til min faster, som kunne fortælle mig at hun talte med far igår !
At far var kommet til Nuuk igår.
At mor er hjemme og skal på sygehuset på søndag, da min søster skal på arbejde.
Altså skal hun ikke på alderdomshjemmet alligevel.

Hvornår hører galskaben op ?


Jeg vil ikke blive ved med at kæmpe for at høre hvordan det går.
Det river og slider alt for meget i mig.

I 1½ døgns tid har jeg ringet forgæves til mors familie i Jylland ... ingen hjemme.


Lige nu,
er jeg nået dertil
at jeg end ikke vil bede sygehuset kontakte mig
når mor en gang ikke er mere.
Det er sådan jeg har det
 lige nu.

At min søster ikke vil holde mig orienteret kan jeg ikke ændre noget på.

Af lægen i Grønland har jeg fået at vide,
at min søster vil tage orlov for at passe og pleje vores forældre.

Stakkels dem.




mandag den 16. september 2013

Er der flere lig begravet ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ?







De sidste par dag har budt nogle spørgsmål.

Nu er der endnu flere spørgsmål der presser sig på.


Engang var vi en familie på fire : far, mor og to døtre.
I dag ved jeg knap nok hvad vi er.

Var vi en familie der levede et parallelt familieliv ?

Under den telefoniske samtale med lægen fra Grønland her til aften, fik jeg bl.a. at vide
at min mor gennem adskillige år har haft lymfekræft og leukæmi.

Jeg anede det ganske enkelt ikke.
Er dybt uforstående overfor det.

Hvorfor har jeg eller vi, jeg ved ikke engang om min fader og for den sags skyld min søster, ved det.
Jeg har ikke spurgt dem ... hvorfor har vi ikke fået det at vide ... ? ? ?

Er der andre ting min mor ikke har fortalt mig eller os eller min søster og mig eller 'bare mig' ?

Da jeg fortalte lægen fra Grønland, at hendes oplysning
i mailen om at mor har lymfekræft og leukæmi i den grad kom bag på mig,
blev der stille et kort øjeblik ...
Herefter kom modtrækket : *Jammen din far har været med til 'møderne' med din mor*
Jammen hvilke møder og i hvilken forbindelse ?
Ved han det ... ? spurgte jeg.
Det kunne hun ikke svare på.

Det kan være lægerne skal spørge patienten om familien er orienteret om vedkommendes sygdomme.
Ikke for at klandre lægen, men for at den enkelte patient har en sidste chance for selv at fortælle de nærmeste pårørende om det.



Først på eftermiddagen ringede jeg til min fader, for at høre hvordan han har det og hvordan han klarer sig.
Trist i stemmen fik jeg at vide, at mor skal på aldersomshjemmet men han selv skal til Nuuk for at gennemgå en treidje
operation for brok ... fordi de to øvrige operationer mislykkedes ! ! !

Jammen ... hvornår ... ?
Heller ikke det havde jeg nogen anelse om.

Jeg føler lige i disse dage, at jeg lever et eller andet sted i intetheden.



Jeg vil bare have lov at være en del af familien.
Hvis jeg ikke må være det, så lad mig i det mindste få lov at blive løst fra familiebåndene.

Selv har jeg sørget for at datteren skal have ret til indsigt
i div. journaler i tilfælde af at der skulle ske mig noget.
For jeg vil ikke byde hende en eftertid med ubesvarede spørgsmål.





Alt andet er ren og skær egoisme.









fredag den 13. september 2013

Kræft og hva' så ?







Kræft og hva' så ?

Bare for mindre end et døgn siden strejfede tanken mig.

Hvad nu hvis min mor eller far får kræft ?
Hvad så ?

De bor i Grønland og på grund af mors mange indlæggelser i forbindelse med hendes
ikke stabile helbred, har jeg i perioder været i daglig telefon-kontakt med mine forældre.
Om ikke andet, så med den ene af dem.

Jeg har rettet henvendelse til lægen på sygehuset deroppe indtil flere gange,
men har ikke kunne få noget at vide.
Dette til trods for at mine forældre siger at de har givet *grønt lys* for at lægen
må dele oplysninger med mig.
Hvilket af og til, når der har været krise omkring den ene eller den andens sygdom,
har givet spekulationer i alle mulig retninger.
... hvornår får jeg det at vide ?... hvor længe vil de være syge ?
 ... vil jeg kunne få råd til at komme *hjem* til
mors eller fars begravelse ...
disse og mange mange andre spørgsmål har trængt sig på.


For en lille time siden ringede telefonen.
Det var mor som ringede.
Allerede da hun sagde : *Det mor*,
fornemmede jeg at det var en anderledes samtale.
Hun døjer med stemmen
og det er ikke til at høre på hende selve alvoren i den givne situation.

Det næste hun sagde : *Jeg har fået kræft og der er ikke noget at gøre. Jeg vil dø af det og du skal ikke komme herop, for det nytter ikke noget*


Lige i øjeblikket blev jeg helt paf.
Vidste ikke hvad jeg skulle sige eller tænke.
Det hele stod bare stille.

Men så da de talte ord havde bundfældet sig, var jeg fattet og rolig omkring det.
 Jeg spurgte mor om, hvordan og hvilke
muligheder ( tja ... hvad dækker det egentlig ... ) der er for hende.
Spurgte om hun skulle i noget behandling ... ?
Jeg ved jo ikke hvordan hun har det.
Mor sagde, at hun ikke skal have nogen behandling.
At hun var blevet tilbudt at komme til Danmark for at gennemgå en behandling,
men at hun havde takket nej til dette fordi hun ikke vil blive helbredt af det.
Hvad behandlingen vil kunne gøre, ved jeg ikke.
Om behandlingen vil kunne afhjælpe noget,
 her tænker jeg på smerter ... for det ved jeg jo ikke engang om hun har.


Tankerne om samtalen roder og fylder mig lige nu.



På et tidspunkt spurgte jeg mor, hvornår hun havde fået beskeden om at hun har fået kræft.
Det fik hun i tirsdags.
Min fader og søster fik det osse at vide i tirsdags.

Det er mega ØV at jeg ikke har hørt noget før nu.
Uanset hvad, så ændrer det jo ikke fakta.


Aftensmaden druknede i tårer.
Så jo ~ køkkenrullen bliver mindre og mindre.


Datteren og jeg har talt om mange forskellige ting ovenpå denne telefon opringning.
Vores verden er ikke gået i stykker eller i stå.
Den har fået et andet perspektiv.


Der er sandelig langt mellem Grønland og Danmark lige nu.




onsdag den 11. september 2013

Krybe til korset


Det var hvad jeg måtte gøre her til aften.
Der faldt så uendelig mange dråber vand i nat ...
Alt derude blev vådt.
Vådt vådt vådt.
Og koldt.

Så nu har jeg tændt for fyret,
tændt for radiatorene og skruet lidt op,
for i morgen når solen skinner ... bliver det for varmt
at have radiatorene tændt.

... og så kan jeg jo altid skrue ned for dem ...
( glemte jeg lige at der osse skulle ha' stået )

Der kan være 91 l. vand i denne murebalje,
og 210 liter vand i regnvandstønden.
Begge er de fyldt op,
plus
de andre murebaljer der står rundt omkring.





Sommerens sidste rose,
der blev lettere nedtrykt af den mængde vand,
da det stod ned i stænger, i nat.






mandag den 9. september 2013

UFO'en ...


... som den så ud igår morges.
Pæn og *nydelig*.
Med tørv på den ene side og jord på den anden.



Dog er der et par spandefulde jord, der skal væk,
og det bliver ikke i dag.
Hovedparten er lerjord.



Hvid solhat, hvid Ballonblomst og en hvid Løvemund.



Sådan set lidt fra oven.



Elefantgræs, lilla Ballonblomst og Alunrod,
ved siden af denne er der nogle grønne blade,
det er Digitalis ( glæder mig til at se dem til næste år ).










fredag den 6. september 2013

En UFO ...


... er det dog ikke,
men derimod et kommende blomsterbed.
Og det næsten lige midt i haven.



Årsag :
På vej hjem i dag fik jeg en mange planter
af en der er bor på min *nabo vej*



Denne store murebalje blev fyldt op med forskellige
stauder.
*h j æ æ æ æ l p*
Jeg kan bare ikke huske alle navnene, så i næste uge må jeg ned
på *nabo vejen* med pen og papir for at skrive
navnene på stauderne ned.



Man kan vist godt sige,
at jeg fik da i pose og sæk.
Til gengæld, ved jeg at denne grønne sag, der stikker op
er en Elefantgræs og en de hvide pletter er Engelsk Kamille.



Denne høje fætter her, på to meter og noget,
hedder et ~ eller ~ andet med
solsikke ...


søndag den 1. september 2013

Bærpluk ved Åen



En del af weekenden er gået med at spise
konstant.
Så var der et par kiks, der trængte til at blive spist.
Nogle lakridspiber, ikke at forglemme.
En rulle af Haribo's vingummier.
Nåeh jo og så da en hjemmebagt bolle med smør og ost.
Et æble.
Et stykke rugbrød med ost og marmelade.
Og så begyndte jeg ellers forfra.

Men så skulle det osse være slut.
Datteren spurgte om ikke vi skulle gå ud før det igen ville stå
ned i stænger.
Så mellem to regnbyger, gik vi ud ved skoven,
bevæbnet med en bøtte.



En bøtte fuld brombær,
var hvad det blev til.



Andre blev spist, mens datteren og jeg
plukkede brombærrene.
De var selvfølgelig spundet ind mellem meterhøje brændnælder
og så alle de torne buskene er fyldt med.

Og brombærrene ... de smager virkelig godt.