ØV og Hvorfor og ØV

I dag er en øv ~ dag i det familieære tegn.
Jeg ved ikke hvad jeg snart skal tage og gribe i.

Hvorfor må jeg intet få at vide vedr. mors sygdomsforløb,
når alle andre tilsyneladende får besked ?

I sidste uge fik jeg at vide, at mor skulle på alderdomshjemmet om tirsdagen, 

da far skulle afsted til Nuuk for at gennemgå endnu en operation for brok. 

Den tredje af slagsen, 

da de to øvrige er mislykket og han har gener af dem.

Dagen efter, om onsdagen, at far var taget afsted,
 ringede jeg på alderdomshjemmet,
hvor de blev mere end overrasket over at de ikke havde set mor
og spurgte mig,  hvornår hun skulle være der om det var i aflastning.

Med alle antenner ude fortalte jeg,
at hun skulle være der fra tirsdag og frem til far kommer hjem igen.
Hvad der så skal ske derfra, ved jeg ikke.
Vedkommende gik div. lister igennem og fortalte mig så,
at mor var ikke på alderdomshjemmet.

Hvor er hun så ?
Er hun allerede død ?
Mange tanker drønede gennem knolden på mig på nul komma fem.
Hvad er det som gør, at der hele tiden,
med vold og magt,
skal pustes liv i martyr ~ rolle deroppe fra ?
( har min søster i tankerne )


For mig handler det om at respektere et menneske,
sådan som det er.

Jeg har taget nogle valg i mit liv,
og jeg har i forbindelse med de kedelige *oplevelser*
i mors sygdomsforløb, fået skrevet ned at min datter,
til hver en tid det end måtte være,
har ret til at få al den information der måtte være omkring mig.
Hvis jeg skulle blive syg.
Hvis jeg skulle blive indlagt.
Hvis og hvis og hvis ...


I dag har jeg bare lyst til at hive stikket ud.
Når jeg alligevel ikke må få noget at vide, 

hvorfor skulle jeg så orienteres om mors alvorlige sygdom ?
Få en information fra lægen i Grønland 

om at mor har leukæmi og har haft det gennem mange år !
Jeg havde ingen anelse om det.

Under en telefonisk samtale fik jeg yderligere at vide, 

at mor skam da osse havde lymfekræft 

og dette ligeledes gennem mange år !

Lægen lød til at tvivle på at jeg virkelig intet vidste om det !
Det var allerførste gang jeg hørte om det da lægen fortalte mig det.

Første gang jeg fik en flig at vide, 

var da lægen i en mail skrev til mig at mor havde leukæmi og
at hun havde haft det gennem mange år.
Indtil da havde lægen valgt, ikke at svare på mine henvendelser.
Hverken på direkte spørgsmål, eller generelle,
om hun måtte fortælle mig om mors situation,
om hun ville kontakte mig når mor eller far blev indlagt på sygehuset.
Jeg fik en standard skrivelse :
 ... de er blevet ældre ... men ved godt mod ( noget i den stil ).
Under telefonsamtalen fik jeg så at vide, 

at mor osse har lymfekræft og dette igennem mange år.

Hvorfor har jeg intet hørt fra lægen / sygehuset / familien 

selvom jeg har spurgt ind til mors situation
da hun  blev lam for en del år siden ?
Dengang, indtil nu, anede jeg kun om hendes lammelse.

Jeg føler mig sat af sporet og absolut ikke som en del af familien.

Hvorfor skal det være sådan ?


Hvis ønsket er så voldsomt ømt,
at jeg ikke må få noget at vide.
Så forstår jeg ganske enkelt ikke at der hele tiden
skal *prikkes* til mig.

Og da jeg ikke er tankelæser, så tal direkte til mig.

Hvis ønsket er, at jeg ikke må informeres,
så overhold det !


Dog er jeg ikke den eneste, der ikke er klar over
mors situation.
Jeg har talt med flere i familien,
både i Grønland som her i Danmark,
fra de forskellige har jeg fået at vide,
at det i den grad er kommet bag på dem
hvordan mors situation er.


For at vende tilbage til alderdomshjemmet.
Endelig fik jeg fat på far som sagde, 

at det var først om torsdagen, at mor skulle på alderdomshjemmet 

og at han selv skulle afsted til Nuuk samme dag.

Igår kunne jeg ikke få fat på ham via mobilen.

Her til formiddag ringede jeg til min faster, som kunne fortælle mig at hun talte med far igår !

At far var kommet til Nuuk igår.
At mor er hjemme og skal på sygehuset på søndag, da min søster skal på arbejde.
Altså skal hun ikke på alderdomshjemmet alligevel.

Hvornår hører galskaben op ?


Jeg vil ikke blive ved med at kæmpe for at høre hvordan det går.
Det river og slider alt for meget i mig.

I 1½ døgns tid har jeg ringet forgæves til mors familie i Jylland ... ingen hjemme.


Lige nu,
er jeg nået dertil
at jeg end ikke vil bede sygehuset kontakte mig
når mor en gang ikke er mere.
Det er sådan jeg har det
 lige nu.

At min søster ikke vil holde mig orienteret kan jeg ikke ændre noget på.

Af lægen i Grønland har jeg fået at vide,
at min søster vil tage orlov for at passe og pleje vores forældre.

Stakkels dem.