Sider

søndag den 29. september 2013

Lidt opdateringer



Jeg ved snart ikke hvad der er værst.
Og måske alligevel.

Mens far var i Nuuk for at gennemgå tredje operation for brok,
lød han friskere end han har lydt de sidste to uger.
Han fortalte at operationen var gået lige efter planen
og han følte sig godt tilpas.
Han var glad i stemmen og lød helt let.

Dagen efter lød han knap så optimistisk,
var lidt ked af det og havde slet ikke lyst til at tale
med mig i telefonen.
Han fortalte at der var *nogle tal* som ikke var helt gode.
Da jeg spurgte ham hvilke tal,
svarede han : *Det går jo nok*
Jeg ville ikke presse ham til at sige noget
og kort efter afbrød vi samtalen.
Begge samtaler havde en varighed af 1½ til 2 minutter.

Men det er minutter hvor jeg har fået lidt
at vide.

Da jeg ringede til far i fredags, sad han i lufthavnen, i Nuuk.
Jeg anede ikke han var på vej hjem, men han sagde
at han skulle lige høre hvad de sagde over højtaleren,
dog lovede han at ringe så snart han var hjemme igen.
Det var den samtale.
Fredag aften gik og over midnat gik jeg i seng.

Lørdagen gik,
uden jeg hørte fra far.
Af erfaring, ved jeg at ringer jeg til mor og fars telefon
og den bliver taget af min søster, 
så bliver røret ganske enkelt smækket på.

Det er bare så ubeskrivelig, mærkeligt.

 Hen over eftermiddagen i dag ringede far.
Ikke anklagende eller irettesættende,
men noget der minder om det, 
sagde han med det samme at jeg havde råbt og skreget af mor
i telefonen tidligere på ugen.
At jeg skulle ha' skreget til mor at jeg sq ikke tog min mobil
telefon med på arbejde,
at mor havde ringet flere gange til mig om tirsdagen
og at jeg til sidst havde knaldet røret på.
I baggrunden sad min søster og kommenterede det far sagde til mig.
Historien er helt anderledes.
Desværre for min søster, var min datter hjemme da hun
ringede mig op i tirsdags,
så min datter hørte hvad der blev skreget i telefonen
og hun rystede chokeret på hovedet over det.

Alene den rent fysiske afstand
gør jo at vi ikke sidder overfor hinanden og kan se hinanden i øjnene.

Stakkels far der på sin måde sagde : *I må tale sammen*
Her flegnede min søster ud : *Jeg gider kraftstejleme ikke tale med den møg-kælling*
( møg-kællingen er mig )
Jeg sagde til far : *Hvor er det synd at det er dig der skal sige det hele,
for du har nok at se til og du er oven i købet lige blevet opereret*
I baggrunden fortsatte min søster sine eder og forbandelser over mig.

Jeg nåede at spørge far hvordan det går med mor.
Han svarede at hun sov, havde ikke spist p.g.a. sygdommen ( kræft ),
og at hun ikke kan tale men hvisker når hun vil sige noget.

Pludselig begyndte far at sige, at han jo lige var blevet operet
og var kommet hjem *her den anden dag*.
Lige da, lød far uklar.
Det undrede mig !
Og gør det stadig.

Stakkels stakkels stakkels far.

Der er så mange uafklarede tanker og spørgsmål der kværner
i min knold lige nu.

Men alt andet lige, så er jeg af den overbevisning
at sorg har *man* ikke eneret på.

*man* i denne sammenhæng er min søster og far.

Der er tanker som jeg tænkt på mere end een gang.
Svarene får jeg aldrig.
Her tænker jeg på min søster.

Hvad der har gjort at hun er så gal i skralden på,
aner jeg vitterlig ikke.
Oven i det hele fyger det med beskyldninger mod mig
som er grebet ud i den blå luft.
Jeg end ikke kommenterer dem.

Hvis jeg skal holdes ude af mor og fars liv,
som det er nu, 
så giv slip på mig.

Og lad være med at komme med urigtige ting om mig.
Tag hellere og sig hvad det er du eller i forventer af mig.
*du* er i denne sammenhæng min søster.
Jeg er ikke tankelæser.
Som det er lige nu, så er det nedladende og fordømmende og afvisende
henvendelser jeg får over telefonen.

Et ord jeg har løbet panden imod muren flere gange de
sidste par uger er :
Ærlighed.
Hvor blev ærligheden af ?
Den ærlighed jeg blev opdraget med
som jeg nu kan se,
bare er et ord.



1 kommentar:

  1. Føler med dig og tænker på dig.
    *Støj på linien* er bare SÅ trættende og jeg håber du snart kan give slip og blive sluppet.
    Knus herfra

    SvarSlet