Hellig 3 Kongers aften,
er den aften jeg for sidste gang hører en bestemt grønlandsk julesalme,
sender en tanke til dem jeg holder af.
Det er den aften hvor der spises de sidste jule småkager,
og julepynten tages ned.
Julelysene tændes for en sidste gang, for denne jul.
Julelysene tændes for en sidste gang, for denne jul.
Sådan har traditionen været i mange mange år.
Denne gang er der lidt undtagelser,
Julepynten er taget ned,
jule småkagerne blev spist igår,
julelysene blev tændt for sidste gang, for to dage siden
julelysene blev tændt for sidste gang, for to dage siden
og julesalmen har jeg ikke fået hørt endnu,
men det kan nåes.
I GRL, fejres jul og nytåret frem til den 6. januar,
som iøvrigt osse er en helligdag deroppe.
Sådan har det osse været her i DK,
Sådan har det osse været her i DK,
men det ligger flere år tilbage, hvor denne dato var en halv arbejdsdag.
I Grønland bliver nytåret hilst velkommen
I Grønland bliver nytåret hilst velkommen
lige fra nytårsdag og frem til Hellig tre Kongers aften,
hvor man kan møde ( en ) MITAARTOQ , ( flere : MITAARTUT ) på vejen
efter man har spist aftensmad. Gerne fra omkring kl. 19.30 og frem.
Mitaartoq betyder : *en som klæder sig ud*
Og det er man.
En mitaartoq skal maskere sig og klæde sig ud,
så ikke vedkommende er let at genkende og må ikke tale.
Dette billede er af min far, december 1980.
Han har sværtet ansigtet med en vinprop og trukket et par
af min mors nylon strømpebukser over hovedet.
Hvorfra han fik strømpebukserne ( de beige farvede ), husker jeg ikke.
Den grønne støvle, lånte han et sted ligesom *harpunen*.
Den brune støvle var hans egen.
Mener at tørklædet var min mors.
Indenunder sin parca, som han iøvrigt havde vendt vrangen udad,
havde han sin morgenkåbe.
Rygsækken var osse min mors, som han fyldte med *godter*
i form af øller og cigaretter
( jeg tror godt de fleste vidste hvem der gemte sig i denne forklædning )
Som MITAARTOQ kan man tillade sig noget,
man ikke kan gøre i dagligdagen,
det er i den 'mildere' afdeling som evt. at komme med grynt,
efterligne et eller andet fra een man kender.
Mitaartoq'en er kendt for at gå med en lang pind eller en hundepisk,
disse er for at skræmme andre væk uden at gå til genvordigheder.
I begyndelsen var det rimelig 'harmløs',
men som med så meget andet, er der nogle mitaartut som er gået over i den anden grøft
og ligefrem har jagtet andre og slået på andre eller brugt hundepisken efter dem.
Nu er det vigtigt at understrege,
at det heldigvis ikke er alle som er dissideret voldelige.
Heldigvis er der mitaartut som gør det for sjov,
tager ud til nogle de kender, danser en dans og ellers ser om de bliver genkendt.
Hvis ikke man bliver genkendt, så går mitaartoq'en videre til næste hus,
vel og mærke uden man giver sig selv til kende før man går.
Som barn og ung var jeg med til at gå mitaartoq,
det skete gerne på den måde at der kom en, to eller flere mitaartut hos os.
Det var gerne min far som åbnede døren for dem
og så stod de der i den lille bitte gang, evt. med en stok eller pisk, og dansede som sild i en tønde,
imens vi forsøgte at gætte hvem det mon var der var gemt under forklædningen.
Lidt efter lidt blev mitaartoq'en budt på noget at spise eller at drikke,
for man får varmen af alt det tøj man har på udover sit overtøj,
derudover så kommer mitaartoq'en jo lige fra fra kulden og ind i et varmt hjem.
Indimellem dansetrinene gættede vi på hvem mon det kunne være samtidig med at vi forsøgte at få mitaartut'erne til at sige noget eller gøre noget, der kunne afsløre dem.
Når det lykkedes at afsløre hvem det var der var mitaartoq'en,
blev de budt på godter, småkager og aller helst penge.
Under grinen og snakken gjorde jeg mig klar og klædte mig ud som mitaartoq,
og som regel skulle jeg have min søster med.
Så gik vi børn og unge rundt i byen hos mennesker vi kendte og osse hos nogle vi kendte knap så godt. Nogle steder kom der flere med ud at gå mitaartoq,
når vi havde været inde i et hus.
Klokken kunne meget nemt nærme sig midnat
før vi kom hjem igen og skulle have alt udklædningstøjet af, sminke eller soden i ansigtet.
Og så gjalt det ellers om at tælle hvor mange penge vi hver især havde fået.
Der var jo selvfølgelig nogle huse vi forsøgte os hos som mitaartut,
det var mest for at irritere dem hvis det var en som ikke havde været ordentlig overfor een.
Andre måtte bare have besøg af os,
for de var så gavmilde
og så var der nok de sjoveste, nemmelig der hvor vi fik flere med ud at gå som mitaartoq.
Jeg ville så gerne have sat et billede eller to ind af et par mitaartut,
men et eller andet driller og der dukker en dialogboks op,
hvorpå der står at *Websiden findes ikke* bla bla bla bla* ...
Så billederne må vente til en anden dag.
Dejlig beretning om en gammel skik. Der var meget, jeg ikke vidste!
SvarSlet
SletJeg glemte at skrive, at gå Mitaartoq i dag, er mere eller mindre på retur. Måske på grund af den ændring der sker i verdensbilledet.
Derfor afholder man en slags konkurrence i nogle byer langs kysten i Grønland, hvor man så kårer årets Mitaartoq.
I dag er der flere småting i.f.m. det at gå Mitaartoq, der er dukket frem på nethinden.
Ja for søren. Skøn fortælling du deler her.
SvarSlet
SletDet er egentlig sjovt at tænke på. Faktisk var der ikke andre fra den klasse jeg gik i, som osse gik Mitaartoq. Måske fordi nogle fandt det lidt pinligt.
Datteren har heldigvis oplevet at se Mitaartut for 8 år siden da vi var en tur i Grønland. Til at begynde med var hun overrasket over det, og da jeg havde fortalt hende om traditionen, blev hun mere og mere modig, og gik til sidst hen til dem der gik Mitaartoq og gav dem nogle julegodter.
Når engang jeg kan få det til at funke med at sætte billeder ind, så har jeg et billede fra dengang.