Sider

tirsdag den 31. december 2013

31.12.2013 GODT NYT ÅR


Året, der lige om lidt er snart historie, 
har været fyldt op med forskellige
oplevelser, sære hændelser og episoder 
der har sat sit præg eller sat sig på 
*huske ~ hylden*.

Der er ting vi særligt husker året for,
 eller 
helst vil glemme året for.
Sådan er det jo.

År efter år.

Jeg har bestemt mig for,
at på baggrund af den *vir ~ vak*
der kom i kølvandet da jeg fik
beskeden om min mor's sygdom og dødsfald,
så må jeg simpelthen tage sagen i egen hånd,
skeen i den anden og gøre noget for mig.

Jeg har et ansvar at tage,
selvom min *nærmeste familie*
er skrumpet til at omfatte min datter og så mig selv.

Min far kan jeg ikke smutte indenom og hjælpe,
eller bare smutte forbi til en kop kaffe og en snak
hvor vi ville kunne ordne hele verdens situationen.
Desværre.
For hele det *vir ~ vak* har gjort
at kontakten til min far er blevet yderst
anstrengt og sparsom.
Sådan burde det jo ikke være.

Til gengæld har jeg kontakt til noget af min mors familie,
og det er jeg glad for.

Derudover vil jeg glæde mig til det ny år
og være med til at det skal gå godt,
blive et år med glæde.






Et Dejligt, Fredfyldt og Godt Nyt År
til jer derude.





mandag den 30. december 2013

TIVOLI


Før vi tog hen i Tivoli,
for at se den årlige Juleudstilling af Tivoli,
skulle vi liiige af på Valby station.
Fordi ...
at der jo ligger en rigtig god garnbiks.
Om jeg kunne finde den ... ?
Næ.
Men 50 meter fra S - togs stationen
og ½ time senere
hoppede vi på S - toget til Nørreport station.




Vi gik og vi gik og vi gik ...
Og kom forbi denne gade, med det pudsige navn : Naboløs.
Og så lige netop i en storby som København.



Ikke langt derfra ligger denne bygning,
 der er bedre kendt ... set fra den anden side af.
Københavns Rådhus,
set fra bagsiden.



Midt i det hele stod disse to fyre og spillede sammen.




Dog var der ingen som stoppede op for at høre på dem.


Hvilket iøvrigt minder mig om det første år jeg boede her i DK

Min onkel sagde engang til mig,
at hvis der gik en jomfru forbi lurspillerne,
så ville de begynde at spille.

Mange gange sneg jeg mig lynhurtig forbi disse to fyre,
når jeg skulle nå bussen ud til min moster og onkel.
Og kastede af og til et blik bagud,
for at om der skete noget.
Jeg var simpelthen hunderæd for at lurblæserne,
ville begynde at spille.
Først senere gik det op for mig,
at det var noget min onkel bare havde sagt for sjovt.



God aften til jer derude med billeder af dagen i dag.


Vedr. salmen : Qujallusi qaagitsi



En oversættelse på denne salme der synges til jul :

Qujallusi qaagitsi :

1.   Kom her, børn, og tak jeres
himmelske Far
og gå hen til krybben, hvor
spædbarnet er,
og se på den dejlige gave til jer,
vor himmelske Far har skænket til os.
 
 2.   Et spædbarn så dejligt,
uendelig skønt,
dog husvild som fattigste
menneskebarn.
Betragt det, og mærk jer, hvem tror I
han er?
Den højbårne søn af den
himmelske Far. 
 
3.  I halmen man lavede leje til ham,
som skal frelse alverdens syndere.
For ham kasted hyrderne sig ned
på knæ,
de himmelske hærskarer jubled
i sang. 
 
4.  Lad os alle frydes og lovprise Gud
og synge af hjertet som hærskarerne.
Lad takken så gå til vor Frelser
og Gud,
lad glæden nu høres som englenes
fryd. 
 
5.  Vor Frelser, vi sender vor tak
op til dig,
vort indre er fyldt af en glæde så stor;
og gid vi må frydes evindeligt
hos dig,
så glæden bevares i hele vort liv.
 
 
Salmen skrev Carl Julius Spindler, missionær.
For den danske oversættelse : Jacob Eugenius. 
 
( Mener jeg har gjort det rigtige ved at skrive navn på ophavsmand
plus oversætters navn, ellers må i lige sige til )
 
 






søndag den 29. december 2013

Julens traditioner



I tiden mellem jul og nytår, er der to traditioner jeg husker temmelig godt
fra min barndom i Grønland ( GRL ).


1. Juledag ville jeg have skrevet et kort indlæg,
om en tradition op til jul og i dagene derefter.

Jeg fik aldrig skrevet indlægget,
da jeg har ledt og ledt efter en bestemt grønlandsk julesang.

Nu her til aften lykkedes det mig så at finde sangen.
Først i min grønlandske samlebog
og så lige pludselig på youtube.
Endelig endelig.


I dagene op til jul, ca en tre dage før jul og så til ca. 3. juledag, eller d. 27.12, 
gik vi som børn rundt
og sang julen ind hos forskellige i byen.

Det var sådan, at når en gruppe børn kom til et hus og begyndte på en jule sang, 
så blev al øvrig lys i huset slukket 
og der blev tændt stearinlys i vinduet for at hilse julen velkommen. 
Dem som boede i huset, skulle være musestille imens der blev sunget.

Selv husker jeg når vi kunne høre trinnene på trappen udenfor, 
begyndte at knirke når der var nogle der gik på den. 
Og ganske kort efter kunne vi høre en enkelt eller to, endda
flere børnestemmer der begyndte på en julesang, 
straks listede vi rundt og slukkede al andet lys. 
Vi listede hen til vinduet inde i stuen og kikkede forsigtigt ud for at se hvem
der kom og sang hos os, mens vi hviskede til hinanden.
Dem som stod udenfor og sang,
måtte heller ikke kunne se os.
Hvilken betydning det,
eller om det overhovedet har en betydning,
husker jeg ikke.

Det var meget forskelligt hvor mange julesange der blev sunget foran døren, derude.
Det hele afhang jo osse af vejret. 
Hvor koldt var der, sneede det, blæste eller stormede det.
Hvis det var rigtig dårligt vejr, så var et enkelt vers helt fint.
Så blev døren åbnet for de børn der havde stået og sunget udenfor. 
De kom ind og fik småkager,
æbler, klemmentiner / appelsiner eller julekonfekt, 
måske faldt der et par småøre af osse.
Efter at have fået varmen gik turen videre til et andet hus.

Der var særligt een julesang jeg holdt meget af nemlig denne *Qujallusi qaagitsi* 
Jeg hørte den ofte i radioen, sidst på eftermiddagen, der i december måned.
Det var jo sådan, at der var jo ikke radio hele dagen. Det var delt op i løbet af dagen,
om morgenen var det fra kl. 6.30 ( 6.45 ? ) og frem til kl. 8.30
Først igen kl. 12.00 var der radio avis på hhv. grønlandsk og bagefter på dansk. 
Fra 12.30 og frem til kl. ca. 16.00 var der ingen radioudsendelser. 
Det var der til gengæld så fra kl. ca. 16 og frem til kl. ca. 22.30
Jeg husker hvordan vi søndag aften sad musestille inde i stuen og hørte *Karlsens Kvarter*
Og Gud ~ Nåde ~ Trøste den som kom til at sige noget under udsendelsen.

Tilbage til det med at synge julen ind.
Som barn gik jeg med min barndoms veninde, og ofte skulle min søster osse med, 
udstyret med en lille pose til de jule godter vi måtte få undervejs. 
Selvom vi ikke talte om det, så håbede vi inderligt at der faldt nogle øre af 
og det var jo altid sjovt at se, hvem der havde fået flest penge.
De første steder vi gik hen, var til ældre mennesker. 
Vi sang kun på grønlandsk, det ville have
lydt mærkeligt om vi havde sunget på dansk.
Inden vi begyndte på sangen, stod vi lige og snakkede om hvilken sang vi skulle synge.
Der blev hvisket og tisket ... og på *1 ~ 2 ~ 3*, så sang vi *Qujallusi qaagitsi*

Det var min ynglings julesang og det er stadig min ynglings julesang.
Desværre var der det ... at jeg kunne kun huske det første vers.
Så jeg krydsede fingre for at dem i huset hurtigt åbnede døren så vi kunne komme ind.
Det skete bare ikke altid så hurtigt som ønsket.
De øvrige 4 vers
 ...  lidt svært når vi jo kun var tre der sang ...
mimede jeg til 
og da min barndomsveninde heller ikke kunne hele sangen, 
så begyndte vi på en ny julesang.

Når døren blev åbnet og vi blev budt ind, stod vi side om side i et mega varmt hjem,
med overtræksbukser og varm jakke, træskostøvler, hue og vanter. 
Mange gange syntes de ældre at vi sagtens kunne synge en sang mere 
imens vi fik småkager, julekonfekt, klemmentiner
eller appelsiner og æbler. 
Men kun eet stykke frugt, for sidste skib var jo sejlet for to måneder
siden og årets første skib kom måske sidst i maj måned. 
Var vi heldige fik vi nogle ører vi kunne lægge i posen, 
det var jo dengang vi havde 1 ~ øre, 2 ~ øre, 5 ~ øre og 25 ~ øre.
Efter vi havde fået lidt i posen, sang vi måske en julesang mere, 
det var som sagt ikke altid.
Så gik vi videre til næste hus.

Hvis nu der var børn i det næste hus, hvor vi stod og sang julesange ved, 
så gik disse børn med os til næste hus for at synge jule ind der. 
Vi kunne nogle gange blive til mange børn der
stod og sang julen ind.
Selvfølgelig hændte det at der var nogle der ikke åbnede døren 
selv om vi kunne se at de var hjemme.
Når vi så mødte dem på et senere tidspunkt, 
blev de *mobbet* lidt for at lukke julen ude.



Hvis du klikker her, så kan du høre den julesang jeg holder så meget af.



God fornøjelse til jer derude.


torsdag den 26. december 2013

Den glade modtager


Bage ~ Forme
kan jeg næsten ikke få nok af.



Både til fødselsdag og jul har jeg fået
disse halvstore muffins forme,
som jeg synes, er særlig gode til at bage bollerne i.
Ikke for at bollerne skal have en bestemt størrelse eller form.
Men ganske enkelt fordi,
at bollerne ikke får en hård bund
( lyder skørt, ved jeg godt )
og så holder de længere
( lyder sikkert endnu skørere ... )

Jeg sprøjter formene med en bagespray.
Et super middel jeg ellers ikke havde troet at jeg
ville bruge.

Men jeg har i 1½ måneds tid bagt bollerne i en form som denne
og er yderst glad for måden.

For god ordens skyld må jeg tilføje,
at det er groft reven rødbede jeg har
blandet i bollerne.
Derudover bruger jeg ikke sukker i disse boller,
selvom jeg godt er klar over den proces der sker
med sukker og gær.

Mest af alt,
er jeg den glade modtager af formene,
som jeg har fået af datteren.
Tak.



tirsdag den 24. december 2013

24. December


En Dejlig, Fredelig og Glædelig Jul til dig.









Det har været dejligt og ikke mindst hygsomt
at lave lidt julerier hver dag,
samtidig med at jeg har fået skrevet lidt her på bloggen.
Jeg har nydt de kommentarer der er kommet undervejs,
Tak for dem :o)


For første gang i alle disse år jeg har boet her i Danmark ( DK ),
har jeg ikke fået set DR's årlige *Jule Hilsen til Grønland*
Da jeg kom hjem igår, var der ca. 15 min. til programmet sluttede,
det så jeg til gengæld.
Når DR sender genudsendelsen, skal alt det traditionelle være på plads :
kaffe, småkager og lommeletter.
For jeg ved af erfaring at synet bliver en anelse sløret når der
bliver sunget Guuterput


En rigtig Glædelig Jul til jer alle.



mandag den 23. december 2013

23. December


Lidt ophæng,
enten til væggen eller i vinduet.




Her har jeg brugt aluminiumstråd
i rød og *guld*,
på hjertet har jeg yderligere sat træperler på.
Et rødt æble uden nogen form for anden pynt.
Og Rudolf har fået en rød tud i form af en klokke.


God fornøjelse til jer derude.