Kræft og hva' så ?

Kræft og hva' så ?

Bare for mindre end et døgn siden strejfede tanken mig.

Hvad nu hvis min mor eller far får kræft ?
Hvad så ?

De bor i Grønland og på grund af mors mange indlæggelser i forbindelse med hendes
ikke stabile helbred, har jeg i perioder været i daglig telefon-kontakt med mine forældre.
Om ikke andet, så med den ene af dem.

Jeg har rettet henvendelse til lægen på sygehuset deroppe indtil flere gange,
men har ikke kunne få noget at vide.
Dette til trods for at mine forældre siger at de har givet *grønt lys* for at lægen
må dele oplysninger med mig.
Hvilket af og til, når der har været krise omkring den ene eller den andens sygdom,
har givet spekulationer i alle mulig retninger.
... hvornår får jeg det at vide ?... hvor længe vil de være syge ?
 ... vil jeg kunne få råd til at komme *hjem* til
mors eller fars begravelse ...
disse og mange mange andre spørgsmål har trængt sig på.


For en lille time siden ringede telefonen.
Det var mor som ringede.
Allerede da hun sagde : *Det mor*,
fornemmede jeg at det var en anderledes samtale.
Hun døjer med stemmen
og det er ikke til at høre på hende selve alvoren i den givne situation.

Det næste hun sagde : *Jeg har fået kræft og der er ikke noget at gøre. Jeg vil dø af det og du skal ikke komme herop, for det nytter ikke noget*


Lige i øjeblikket blev jeg helt paf.
Vidste ikke hvad jeg skulle sige eller tænke.
Det hele stod bare stille.

Men så da de talte ord havde bundfældet sig, var jeg fattet og rolig omkring det.
 Jeg spurgte mor om, hvordan og hvilke
muligheder ( tja ... hvad dækker det egentlig ... ) der er for hende.
Spurgte om hun skulle i noget behandling ... ?
Jeg ved jo ikke hvordan hun har det.
Mor sagde, at hun ikke skal have nogen behandling.
At hun var blevet tilbudt at komme til Danmark for at gennemgå en behandling,
men at hun havde takket nej til dette fordi hun ikke vil blive helbredt af det.
Hvad behandlingen vil kunne gøre, ved jeg ikke.
Om behandlingen vil kunne afhjælpe noget,
 her tænker jeg på smerter ... for det ved jeg jo ikke engang om hun har.


Tankerne om samtalen roder og fylder mig lige nu.



På et tidspunkt spurgte jeg mor, hvornår hun havde fået beskeden om at hun har fået kræft.
Det fik hun i tirsdags.
Min fader og søster fik det osse at vide i tirsdags.

Det er mega ØV at jeg ikke har hørt noget før nu.
Uanset hvad, så ændrer det jo ikke fakta.


Aftensmaden druknede i tårer.
Så jo ~ køkkenrullen bliver mindre og mindre.


Datteren og jeg har talt om mange forskellige ting ovenpå denne telefon opringning.
Vores verden er ikke gået i stykker eller i stå.
Den har fået et andet perspektiv.


Der er sandelig langt mellem Grønland og Danmark lige nu.